20. juli 2022

Overblik: Onsdag i Lejet

Det er onsdag i uge 29, og ventetiden er snart forbi.

Sommerens festival i Tisvilde tyvstarter dog i dag på Strandterrassen, hvor Musik i Lejets bestyrelse uddeler overskuddet fra sidste års Sommersol på 900.000 kr. til lokale foreninger og initiativer.

Musik i Lejet uddeler 900.000 kroner

Sommersol var en stor succes, da det løb af stablen i juli måned sidste år. Faktisk var koncertdagene så stort et hit, at Musik i Lejet kunne præsentere et overskud på 900.000 kroner. Pengene skal nu ud og gøre godt i Gribskov, når de uddeles til lokale foreninger og initiativer, der bakker op om blandt andet fællesskaber på tværs af generationer.

Der er gratis adgang for alle.

Tid: 15.00 - 16.00 Sted: Strandterassen, Musik i Lejet

Jazzonsdag

Efter Musik i Lejets uddeling, inviterer festivalen i samarbejde med Tisvilde Jazz Club til onsdagsjazz fra kl. 16-24 på Musik i Lejets Strandteresse.

Kom og oplev Jesper Thilo Kvartet, Emil Otto med 9-mands orkester og Mathias Heise Quadrillon.

Med udsigt til solnedgangen i Kattegat vil i kunne nyde de sprøde jazztoner samt besøge baren, der er fyldt op med kolde drinks. Der vil ikke blive serveret mad, så du kan med fordel pakke strandtæppet og en picnickurv.

Der er gratis adgang for alle - med eller uden festivalarmbånd.

Læs mere om arrangementet her

Find skygge i biffen

Bliver solen for skarp? Så søg ly i Tisvilde Bios kølige biografmørke, synk ned i de bløde sæder og nyd underholdningen fra det store lærred. Solen er der igen i morgen!

Find biografprogrammet her

Lydprøver

Alt skal spille på sommerens festival i Tisvildeleje. Derfor tester vi lyden allerede i eftermiddag og senere i aften. Spids ørerne og få en forsmag på musikprogrammet.