Værd at Vide: for lokale & for gæster
Opbygning og nedtagning af festivalpladsen
Tirsdag d. 9. juli begyndte den første etape af selve opbygningsarbejdet af festivalen på parkeringspladsen, og i dagene inden da, forberedtes kørsel og opbygningsarbejde. Indtil søndag d. 14. juli kl. 22 kan man fortsat benytte parkeringspladsen, og herefter har Musik i Lejet fuld råderet over parkeringspladsen. Vi henviser i denne periode besøgende til parkeringspladsen ved Godhavn Station.
Mandag morgen d. 22. juli, vil en del af parkeringspladsen frigives igen i takt med nedtagningen af festivalen. Der åbnes gradvist for flere og flere p-pladser til og med torsdag d. 25. juli.
Bilkørsel og parkering
Fra mandag d. 15. juli til og med søndag d. 21. juli omdannes Hovedgaden til bilfri gågade. Beboerkørsel er naturligvis tilladt både før, under og efter festivalen. Hovedgaden åbnes igen for kørsel efter uge 29.
Der vil ikke være mulighed for parkering i Hovedgaden i uge 29. I stedet etablerer Musik i Lejet 750 gratis p-pladser på fodboldbanerne ved Godhavn Station.
I perioden d. 9.-14. juli vil der være cirka 250 tilgængelige p-pladser på parkeringspladsen ved stranden. I perioden under nedtagningen af festivalpladsen d. 22.-25. juli bliver der løbende frigjort p-pladser ved stranden. Musik i Lejet har dermed optaget parkeringspladsen i præcis 1 uge fra 15.-22. juli. Parkeringspladsen er åben for offentligheden i de omkringliggende perioder.
Under hele perioden vil der altid være adgang til stranden ud for parkeringspladsen.
Politiets nye trafikplan Politiets / beredskabets trafikplan for Musik i Lejet 2024 og FAQ om denne kan læses på Gribskov Kommunes hjemmeside her.
Politiet kan kontaktes på 46351448 for spørgsmål vedrørende baggrunden for trafikplanen. Praktiske spørgsmål kan rettes til Musik i Lejet på [email protected]
Tilgængelighed for gæster med fysisk handicap
Der vil være udlagt en midlertidig handicaprampe ved nedgangen på Stejlepladsen. Rampen ligger som en forlængelse til den permanente betonrampe.
Renhold af Tisvilde
Festivalens ’Team Renhold’ vil fra onsdag d. 17. juli foretage tjekrunder i Hovedgaden fra Tisvildeleje Station til festivalpladsen. Fra torsdag eftermiddag d. 18. juli til søndag d. 21. juli kl. 12.00 rydder ’Team Renhold’ op ved Idrætspladsen, langs Hovedgaden og op til festivalpladsen. Der samles også affald ved molen, Stejlepladsen, cykelstien samt ved stranden og skovområdet i nærheden af festivalpladsen. Det er ikke tilladt for ’Team Renhold’ at foretage oprydning på privat grund såsom i indkørsler og i haver.
Efter søndag d. 21. juli kl. 12.00 er det alene Gribskov Kommune der tager skraldet i området.
Omsorgskampagne
Igen i år vil Musik i Lejet fokusere på de vigtige budskaber, som skal minde alle om at passe på hinanden og byen. Det kommer til udtryk på en række plakater, som hænger gennem byen og på postkort, som omdeles til huse i nærområdet. Beboere har også mulighed for at få eget budskab til omdeling. Skriv til [email protected], hvis du er interesseret i dette.
Offentlig transport
I samarbejde med Lokalbanen har Musik i Lejet igen i år indsat ekstra togafgange. Under festivalen indsættes der ekstra toge mellem kl. 21-03. Der vil køre tog fra Tisvildeleje St. til Vejby St., hvor hvert tredje tog kører helt til Hillerød St. Herfra kan du tage bus eller tog videre mod København.
Før og under festivalen kører der gratis shuttlebusser til festivalpladsen.
Camping
Fra fredag d. 12. juli opstilles campingområdet Ren & Rolig Camp til festivalens frivillige på fodboldbanerne ved Tisvilde Idrætshus. Fra torsdag d. 18. juli åbner campingområdet for festivalgæster. Her må ikke spilles høj musik eller støjes unødigt, og der er fokus på at holde området rent. Festivalgæsterne forlader området søndag eftermiddag d. 21. juli. Et mindre område er forbeholdt frivillige på Musik i Lejet frem til onsdag d. 24. juli. Sankt Helene Feriecenter huser desuden festivalgæster i telt og på deres feriecenter fra onsdag d. 17. juli til søndag d. 21. juli, så øget aktivitet i området må forventes.
Gratis aktiviteter for hele familien
- D. 17. juli kl. 15-16 - Uddeling af Musik i Lejets overskud
- D. 17. juli kl. 16-22 – Onsdagsjazz
- D. 18-20. juli kl. 13-18 - MINI Strandterrassen
- D. 20. juli kl. 12-14 - Børn i Lejet
Uddelinger
Musik i Lejet uddeler i år 668.000 kr. til lokale initiativer i Gribskov Kommune, og overrækkelsen af uddelingerne afholdes på MINI Strandterrassen onsdag d. 17. juli kl. 15. Arrangementet er gratis og alle er velkomne.
Siden 2014 har Musik i Lejet uddelt overskuddet fra festivalen til lokale foreninger og initiativer i Gribskov Kommune, til gavn og glæde, hele året. I perioden på de 10 år har festivalen uddelt over fire millioner kroner til lokalsamfundet.
Kontakt:
- Tlf.: 53667506 (alle dage kl.10-16)
- Tlf.: 30404820 (alle andre tidspunkter)
- [email protected]
Følg med på vores kanaler:
- Instagram: @musikilejet
- Facebook: Musik i Lejet
- www.musikilejet.dk
Vidste du at...
- Festivalpladsen er åben d. 18. - 20. juli kl. 13.00-05.00.
- Musik i Lejets helt eget pantsystem sparer festivalen for at smide tæt på 200.000 én gangs plastikkrus ud som restaffald under og efter festivalen.
- Musik i Lejet følger og overholder Dansk Lives lydpolitik under festivalens koncerter.
- Musik i Lejet følger kampagnen ’Music Against Drugs’ og tror på, at fællesskaber og livemusik kan være en rus i sig selv, uden indtagelse af stoffer eller overdrevet indtag af alkohol.
- Musik i Lejet har over 400 lokale frivillige.