Tak for i år - Musik i Lejet 2018

22. juli 2018
Tusind tak for tre fantastiske dage på Musik i Lejet 2018 sammen med jer! Vi håber, at I har nydt dagene lige så meget, som vi har.

Musik i Lejets sidste dag bød på et længe ventet gensyn med C. V. Jørgensen på Strandscenen, et brag af en afslutningskoncert fra Turboweekend og en dansefest på Skovscenen til det norske poptalent Dagny. Den talentfulde kvartet, When Saints Go Machine, indviede os i deres nyeste elektroniske univers til en fantastisk solnedgang på Strandscenen. Endelig fik vi et møde med engelske Tom Tripp, der leverede en fantastisk præstation af hans smukke musikunivers, og hitmageren Kesi lukkede Strandscenen med en fest i den lune sommernat.

Der blev bygget en masse skøre og kreative instrumenter til Kalles World Tour, som han energisk stod i front til ved familiekoncerten. Djævleløbet var en hård, men fed måde at få gårsdagens fest ud af kroppen på, som mange seje løbere deltog i, og en masse hede fodboldturneringer blev afholdt i den bagende sol på stranden til Bold i lejet.

Der er vist ikke nogen tvivl om, at dette 10-årsjubilæum har været over alle forventninger, og at alle frivillige, festivalgæster og lokale har en helt særlig plads i vores hjerter.

PRAKTISK INFORMATION

Vi har samlet lidt praktiske informationer, der er gode at have med på vejen hjemad.

Lost & Found:

Har du glemt dine ting i garderoben lørdag aften på Musik i Lejet, bliver det indleveret til Lost & Found i MiL-banken, hvor det kan afhentes i dag, d. 22. juli, kl. 12:00-16:00.

Derefter bliver det overdraget til Helsingør hittegodskontor.

Shuttlebusser:

Shuttlebusserne kører mellem festivalpladsen og Godhavn station søndag den 22. juli fra kl. 10:00-20:00. De kører ca. hvert 10. minut og standser på Godhavn st. - Tisvilde Bygade 35 - Tisvildeleje St. - Stejlepladsen - Festivalpladsen.

Øvrige henvendelser:

Har du øvrige spørgsmål og henvendelser, kan du kontakte Musik i Lejet på:

Mail: kontakt@musikilejet.dk

Tlf. nr.: +45 31 10 71 48, på tirsdage, onsdage og fredage fra 09:00 - 16:00

Tilmeld nyhedsbrev
18. - 19. - 20. juli 2019