10. juli 2022

Skål for MiL-jøet!

I læ af skoven og med udsigt til det bølgende Kattegat ligger Musik i Lejet. Naturen er en værdsat nabo, som festivalen vil gå langt for at passe på.

Derfor fjerner Musik i Lejet al overflødig plastemballage fra festivalen i 2022, og der indføres i stedet et genbrugssystem til glas, kander, shotsrør mm.

Det betyder, at der pålægges en pant på alle drikkevarer, så hvert glas eller kande kan komme tilbage i systemet, blive vasket og genbrugt.

Musik i Lejet øremærker desuden 5 kr. for hver solgte genstand. Pengene skal dække vedligeholdelsen af genbrugssystemet, og overskuddet går ubeskåret til bæredygtige indsatser i lokalmiljøet.

“Det er vores ambition, at vi på den her måde kan skabe et overskud, som vi kan give tilbage til naturen, der omgiver os,” fortæller Morten Drachmann, der er ansvarlig for handel og service på festivalen.

Udover overskuddet fra det genbrugssystemet uddeler Musik i Lejet i forvejen festivalens overskud til lokale foreninger og initiativer i Gribskov Kommune. I år uddeler Musik i Lejet 900.000 kr. til fællesskaber og aktiviteter inden for kultur, idræt og børn og unge.

“Udover de initiativer Musik i Lejet i forvejen støtter, vil vi gerne gøre en særlig indsats for de ildsjæle, der sørger for, at indbyggere og feriegæster i Nordsjælland kan bade i rent havvand og gå en tur igennem skoven uden at støde på affald,” lyder det fra Morten Drachmann.