Ramasjang-stjernen, Motor Mille, kommer til Musik i Lejet

2. juli 2019
Musik i Lejet annoncerer fuldt børneprogram til årets Børn i Lejet. Offentliggørelsen rummer blandt andet et festligt show med børnefavoritten Motor Mille og Mardi Gras med Musikmuseet, der hører under Nationalmuseet. Børn i Lejet er for hele familien og sørger for aktiviteter både den 19. og 20. juli fra kl. 13 - 18.

Familiekoncert med Motor Mille

Børn i Lejet har glæden af at præsentere børnefavoritten fra DR Ramasjang, Motor Mille, fredag på Musik i Lejet. Det store børneidol kommer med et spektakulært show, hvor der både er musik, sang, dans og ballade på programmet. Efter showet får børnene også mulighed for at komme helt tæt på, når Motor Mille uddeler store smil til selfies med publikum.

Gratis aktiviteter for hele familien - med eller uden festivalarmbånd

Ikke kun Motor Mille er på programmet om fredagen, fordi Musik i Lejet har også arrangeret en skattejagt gennem byen sammen med deres unikke maskotter, Sømand Sif og Kaptajn Krudt. Om lørdagen kan man se frem til ‘Bold For Børn’, hvor ungerne kan brænde krudt af på stranden, inden turen går videre til familiekoncert på festivalpladsen. Begge aktiviteter foregår kl. 13 - 14.

Kreativitet på festivalpladsen

Lørdagen på festivalpladsen står selvfølgelig også i musikkens tegn, hvor Musikmuseet, der hører under Nationalmuseet, og Body Rhythm Factory afholder musikværksted med børnene efterfulgt af et karnevalsoptog gennem pladsen. De små kan også glæde sig til, at børnebogsforfatteren, Signe Marie Schmidt-Jacobsen, læser op af sit eventyr ‘Abelone i Hullet’. Ydermere afholdes der fælles diskofest på Bodega scenen til lyden af Musik i Lejets helt egen M-I-L sang samt ‘Dans med Børn & Bedste’, hvor Fru Bugges danseskole øver danse fra dengang morfar var dreng.

Begge dage kan festivalgæster deltage i workshops med ansigtsmaling og design af festival t-shirts. Børn under 12 år kommer gratis ind på festivalen ledsaget af en voksen med gyldigt festivalarmbånd, og mens alle andre festivalbilletter er udsolgt, er der stadig +65 år partoutbilletter i salg. Det er en oplagt mulighed for at invitere bedsteforældrene med til Børn i Lejet.

Find mere information om Børn i Lejet 2019 her.

Tilmeld nyhedsbrev
18. - 19. - 20. juli 2019