22. juli 2022

Overblik: Fredag i Lejet

Godmorgen! Fredagen banker på med masser af aktiviteter og tilbud, du kan tage til i Lejet i dag.

Kom ned på stranden og hep med, når der dystes i årets strandfodboldturnering, eller tag på selvpluk i jordbærmarkerne ved Gundekildegaard.

Yoga i klitterne

Kan du forestille dig en bedre måde at starte dagen ud på, end en god udstrækning og balanceøvelser til lyden af bølgebrus?

Hop i dit mest behagelige træningstøj og medbring vandflaske. Der er yogamåtter, men du er også velkommen til at tage din egen med. Flow yoga i klitterne er for både begyndere og let øvede. Kom og forkæl både krop og sind.

Tid: 10.00-11:15 Sted: Stranden

På luk løs i jordbærmarken

Der er ikke noget som at spise noget, du selv har plukket. Og slet ikke når det drejer sig om sommerens danske jordbær. Dem kan du plukke Gundekildegaard, og det eneste, du skal huske, er din egen emballage.

Psst! Hvis du er mere til hindbær og brombær, sælger de også masser af andre friskplukkede bær i gårdbutikken.

Tid: 10:00-11:30 Sted: Rågelejevej 46, 3210 Vejby Pris: Adgang er gratis og kiloprisen er 50kr/kg.

Kom og hep på årets hold i Strandfodbold-turneringen

16 hold skal dyste om æren og lækre præmier, når Musik i Lejet for sjette gang afholder fodboldturnering på stranden ud for festivalpladsen.

Husk at varme stemmen op og puds dine slagsange af. Det bliver godt!

Tid: 11:00 - 16:00 Sted: På stranden ved festivalpladsen

Levende litteratur i menneskebiblioteket

Kom og udvid din horisont, når Menneskebiblioteket ruller forbi Musik i Lejet.

I stedet for at være musestille, som du er vant til på et bibliotek, inviterer Menneskebiblioteket til åben snak om svære emner.

Konceptet er enkelt. Du møder blot op ved bibliotekets skranke, hvor du præsenteres for bibliotekets menneske bøger. Når du har udvalgt en “bog”, som du gerne vil snakke med, kan i sætte jer og have en åben snak, hvor alle spørgsmål er velkomne, og udfordrende emner kan drøftes åbent og uden fordømmelse.

Tid: Fredag og lørdag kl. 12-16 Sted: Stejlepladsen

Absalon Banko med sommerhits

Er du vild med musik, og kan du også synge med på sommersange som “We’re going to Ibiza” og “California Gurls”? Så vil du helt sikkert ikke gå glip af en sprød omgang musikbanko på Strandterassen. Folkehuset Absalon og Musik i Lejet fyrer op for de største sommerhits og spiller om lækre præmier.

Tallene på bankopladen bliver udskiftet med hits, og vi spiller om, hvem, der først får en række, herefter to rækker og til slut pladen fuld.

Der er plads til de første 450.

Tid: 15:00-16:00 Sted: Strandterassen

Oplev rendyrket musiktalent hentet direkte fra nabolaget

Kom og oplev en vild energi, når lokale drenge indtager scenen.

Det bliver ikke mere lokalt, end når den lokale forening og festival Av, min Guldtand præsenterer Tisvildelejes helt egne hiphopkometer Will & Westh. De har taget naboens sønner med i anledningen nemlig Zopha fra Gilleleje.

Tid: 18:00 Sted: Fiskerbaren