17. maj 2022

Musikprogrammet er på plads

Musikprogrammet er på plads til sommerens strandfestival i Tisvilde

EFTERKLANG x SPECKTORS x EEE GEE x EMIL LANGE x PIL x BATHSHEBA x MADDY x YO JOHNNY x DRORI-HANSEN FURNITURE x BLÆST x KALAHA

Hovedprogrammet er klar til Musik i Lejets hovedscener, Strandscenen, Skovscenen og Bodegascenen, d. 21. 22. og 23. juli.

Tilføjelsen af de 11 nye navne er en bred pallette af store musikalske oplevelser, der med garanti vil sende bølgeskvulp ud i Kattegat.

Det bliver tempofyldt og “Lågsus”, når blandt andre Specktors, Yo Johnny og BATHSHEBA indtager scenerne i Tisvildes strandkant. Og publikum kan glæde sig til Efterklangs musikalske eksperimenteren og til at feste med Drori-Hansen Furniture’s begejstrede funk.

MALK DE KOIJN x JADA x GNAGS x PRISMA x MINA OKABE x BENJAMIN HAV & FAMILIEN x COCO O. x KESI x MEKDES x JOYCE x PATINA x DOPHA x BBYBITES x STATISK x GOSS x SPLEEN UNITED x TESSA x OMAR SOULEYMAN (Syr) x ARTIGEARDIT x CLARA x KATINKA BAND x TV-2 x SCARLET PLEASURE x NICKLAS SAHL x WHEN SAINTS GO MACHINE

Programmerne for Fiskerbaren, Oplevelser og Børn i Lejet er endnu ikke offentliggjort. De resterende programmer offentliggøres løbende.

ARTISTER

EFTERKLANG

Lige siden karrierens start i 00’erne har Efterklang eksperimenteret med musikken og nysgerrigt undersøgt genremodpolers samklang i et stemningsfyldt univers uden lige. Efterklang vil bringe sommeren en salig stemning med deres afstemte og rolige musikalske vibrationer. Bandets nyere udgivelser er mere folkinspireret end tidligere, og trioen har selv udtalt, at pandemien siden har haft stor betydning for deres sjette og nyeste udgivelse, hvor numrene er udsprunget af naturens lyde og atmosfære. Det er altså med stor musikalsk integritet og erfaring, at denne trio i Efterklang vil sprede deres vinger på årets Musik i Lejet og flyve afsted med publikum på en sanselig rejse gennem deres musik midt i Tisvildelejes naturrige omgivelser.

SPECKTORS

Siden 2008 har den danske tekno og rap-duo haft fokus på festen og et højt, bankende tempo. Specktors er kendt for deres vilde liveoptrædener, og hits som “Unz Unz”, “Gutterne” og “Ejer det” kan sætte ild til ethvert dansegulv. De hurtige beats er fulgt af slang-fyldte tekster, der leveres som kvivskarp rap. Duoen har allerede hamret ordet “Lågsus” fast i de unges vokabular, og vi er sikre på, det lige præcis er sådan, vi kommer til at have det med Specktors i Tisvilde til sommer!

EEE GEE

Eee gee har kun udgivet et enkelt album, men hendes musik føles som et kram fra en gammel, god ven. Sangerinden skaber et rum til alle følelser; fortvivlelse, ekstatisk glæde, mørke skuffelser, selvhævdelse og de store forventninger til livet. Eee gees album “Winning” rummer bl.a. hitsene ”Favourite Lover” og ”Bad Person”, som har kickstartet Eee gee som et frisk pust af selvtillid til sin generation. Musikken er præget af soulede og indiepoppede melodier samt stærke gennemgående basgange, der kan få alle til at svinge i takt. Efter store roser i adskillige af musikbranchens medier kan vi ikke forvente andet end en yderst velkomponeret koncert på Musik i Lejet til sommer.

EMIL LANGE

Vi kan snart ikke sige Musik i Lejet uden også at sige Emil Lange. Han er dj, producer og artist - og så er han verdensmester i at mærke stemningens bølger, så musikken pulserer i takt til festen. Den drillesyge dj har for vane at lægge selv de største københavnske natklubber ned, når han skruer op for sine DJ-sets. Emil Lange har varmet op for navne som Lil Wayne, Suspekt, Banal og Mariah Carey og startet utallige fester på natklubber landet rundt. Efter 10 år bag pulten udgav han i 2019 singlen ‘10 År’ med Emil Simonsen fra Suspekt. Dernæst ‘Langt Liv’ med Benjamin Hav fra Benal.

PIL

Pil er musiker og historiefortæller på højt niveau. I de simple tekster tapper Pil ind i hverdagens store følelser, som kan være enormt omsiggribende midt i alle rutinerne. Alt andet kan synes så sløret, at tanker udviskes, og til sidst består man kun af følelser og agerer derfra. Det er lige præcis med denne nærværende egenskab, at hun rammer sit publikum og bliver relevant og vedkommende. Pil leverer ung popmusik og hitter lige nu i radioen sammen med Burhan G på nummeret “Gulvet 22”. Pils popmusik afbalanceres i hendes nyeste musikvideo med en mørk æstetik til singlen “Ingenting jeg hellere vil”, hvor hun understreger sin unge energi om frihed og lyst.

BATHSHEBA

På Musik i Lejets Sommersol i 2021 fik BATHSHEBA med kæmpe overskud sat gang i festen på hele pladsen. Musikken emmer af catchy popmelodier, og det bliver uden tvivl endnu en festlig koncert, når Bathsheba igen i år gør os selskab på pladsen i Tisvildeleje.
Med sin unge stemme og skarpe pitch viser BATHSHEBA stor selvtillid på scenen, hvor hun med numre som ”Hit ’N’ Run” og ”Fighting for Your Love” byder på et nærværende tekstunivers. BATHSHEBA er en levende og energisk koncertoplevelse med stærk attitude og opfordring til at danse alle aggressioner ud fra kvinden i midten.

MADDY

Maddy har en helt særegen melankolsk og skrøbelig vokal. Med nummeret ”Island” har Maddy knap 3 mio. lytninger på Spotify, selvom Mathilde Sofie Lindgren Mikkelsen kun har udgivet musik under navnet siden 2020. Med sin kristne baggrund og et ungdomsliv mellem to verdener, har hun store spørgsmål på hjerte, og Maddy fortolker popgenren på ny i sin helt egen nordiske stil. Lydbilledet i hendes indspilninger lader liveinstrumenter tale i samspil med elektroniske beats, som skaber en helt speciel volumen i hendes numre. Vi glæder os til at byde Maddy velkommen til Musik i Lejets til sommer.

YO JOHNNY

Det er de helt tunge skyts og beats, Yo Johnny serverer. Genren er afgjort tekno, og numre som “Cardio” vil helt sikkert få din puls til at banke hurtigere. Det er let for publikum at lade sig bære ind i numrenes opbygninger, hvilket også er et vidnesbyrd om den store musikalitet, som unge Arto Eriksen bag Yo Johnny besidder. Med en opvækst i det københavnske jazzmiljø har Arto nu fundet sin egen plads bag pulten på Yo Johnny samt som producer for mange andre danske popmusikere såsom Burhan G, Tobias Rahim, Drew Sycamore, Andreas Odbjerg og mange flere. En pumpende bas sammensat med intense buildups og helt ekstatiske drops er blandet med melodier, hvilket i sidste ende gør Yo Johnny til et velproduceret potpourri af festmusik. Kan man overhovedet holde fest i 2022 uden at have Yo Johnny på playlisten?

DRORI-HANSEN FURNITURE

Drori-Hansen Furniture er tilbage med al den feel good-stemning, der er blevet deres varemærke. Og det betyder bløde møbler og bar til gæster på scenen i en musikalsk omfavnelse med publikum. Duoen har de seneste år mødtes en gang om ugen og udelukkende spillet for deres egen fornøjelses skyld, og med tiden har de inviteret deres yndlingsmusikere med indenfor. Og nu er bandet en realitet efter 25 år uden koncerter. Vi glæder os til, at vi kan læne os tilbage i Drori-Hansen Furniture funky musik og numre som ”When You’re Around” og ”Then you’ll know Why”.

BLÆST

Blæst har udgivet popmusik siden 2019 i en dansevenlig elektronisk stil. De nøgterne danske tekster bærer præg af overlegen selvtillid og ungdommelig sult på livet og festen. Siden 2019 har Blæst rejst land og rige rundt og spillet koncerter, men er på ingen måde mættet af live-livet endnu. Blæsts gennemgående synth på alle deres numre giver friske sommervibes, og lytterhitsne ”Ego” og ”Juice” er fremragende eksempler på dette. Sammen med den populære vintage collage-æstetik trækker bandet inspiration fra 80’erne og 90’ernes popmusik. Blæst bliver med garanti en fuldstændig gennemtænkt og velafprøvet liveoplevelse på Musik i Lejet til sommer!

KALAHA

De kalder sig selv for et dansk orkester med internationale rødder, og Kalaha vil helt sikkert komme til at tage publikum med på en musikalsk jordomrejse. Bandet er kendt for deres energiske liveoptrædener, der med en musikalsk blanding af jazz og elektronisk musik introducerer publikum til alle fire verdenshjørner. Kalaha skal nok få Musik i Lejet til at danse, når de skruer op for hittet ”Çok Küstüm”.