Musik i Lejet uddeler 668.000 kr.
Foreningen Musik i Lejet, som arrangerer sommerens festival i Tisvildeleje, afholdt torsdag aften foreningens årlige generalforsamling. Det vigtigste punkt på dagsordenen var som altid hvor stort overskuddet blev efter sidste sommers festival. Overskuddet deles hvert år ud til lokale foreninger og initiativer i Tisvildeleje og omegn, og over hele Gribskov Kommune.
668.000 kr. blev overskuddet fra sommeren 2023, og Musik i Lejet starter nu ansøgningsprocessen for årets uddelinger.
”Det er altid dejligt at afslutte regnskabet på vores generalforsamling, for det er nu, vi får mulighed for at give et velfortjent skulderklap til en masse gode foreninger i Gribskov. Uddelingen af overskuddet giver nogle muligheder for foreningerne, og er med til at gøre en masse gode arrangementer til virkelighed lokalt” - udtaler foreningens formand Peter Maarbjerg.
Foreningen Musik i Lejet uddeler overskuddet lokalt til aktiviteter inden for idræt, kultur og børn og unge. Det gør foreningen for at skabe minder for livet ved at støtte oplevelser og aktiviteter, der:
- Engagerer mennesker
- Skaber oplevelser på tværs af generationer
- Tilbyder overraskende kultur- og idrætsoplevelser
Kunne jeres forening godt bruge et tilskud til jeres arrangementer og oplevelser? Så skynd dig til tasterne og ansøg inden den 10. maj!
Ansøgningsproces
Ansøgningerne skal falde inden for Musik i Lejets vedtægter, som er:
At yde økonomisk støtte til idrætsarbejde, børn og unge og kultur i Gribskov Kommune.
For at kunne ansøge, skal ansøgningen falde indenfor SKATs regler og vilkår jvf. Momsloven § 13. Her beskriver SKAT hvilke foreninger der er støtteberettiget, ud fra deres liste over momsfritagede varer og ydelser. Venligst tag dig tid til at gennemgå SKATs krav for at sikre dig, at jeres ansøgning bliver godkendt. Læs Momsloven § 13 her.
Ansøg HER
Deadline for ansøgninger er d. 10. maj 2024 kl. 23:59
Se her hvordan processen forløber fra start til slut, når Musik i Lejet uddeler sit overskud:
Uddelinger af overskud siden 2014:
Uddeling fra MiL22: 590.485 kr.
Uddeling fra Sommersol 21: 900.000 kr.
Uddeling fra MiL19: 1.000.000 kr.
Uddeling fra MiL18: 532.199 kr.
Uddeling fra MiL17: 325.000 kr.
Uddeling fra MiL16: 282.432 kr.
Uddeling fra MiL15: 230.994 kr.
Uddeling fra MiL14: 252.258 kr.