Musik i Lejet uddeler 765.145 kr.
Musik i Lejet nåede inden 2025-afviklingen at uddele de to største beløb i festivalens historie: 750.000 kr. til Vejby-Tisvilde Fodbold og 350.000 kr. til Annisse Fodbold. Nu har festivalstøvet lagt sig, og Musik i Lejet genoptager uddelingerne af de resterende 765.145 kr., som nu er på vej i de rette hænder.
Musik i Lejet er mere end en festival - det er et fællesskab, der er vokset ud af lokalsamfundet og fortsat har sine rødder solidt plantet i Gribskov. Sidste år blev et særligt år for festivalen, præget af en ny plads og mange nye rammer, der skulle falde på plads. De største beløb i festivalens historie blev uddelt, men festivalen nåede ikke i mål med at fordele den samlede pulje inden afholdelsen i uge 29. Musik i Lejet kan nu med glæde offentliggøre uddelingen af de resterende 765.145 kr., som gives til foreninger, der styrker fællesskaber, børn og unge, kultur og idræt i området.
Blandt beløbsmodtagerne er Helsinge Fodbold og Helsinge Fodbold Kvinder, der samlet har modtaget 80.000 kr., som skal støtte både børne- og ungdomsfodbold samt fællesskab blandt kvinder i byen. Tisvildekoret har modtaget 25.000 kr., der skal bruges til at styrke korets aktiviteter i lokalsamfundet og forberede deres 40-års jubilæum. Team Helsinge Håndbold har modtaget 30.000 kr., som skal styrke samarbejdet med skolerne og støtte deres talentprojekter, så unge spillere kan udvikle sig lokalt.
Siden uddelingen i sommer har Annisse Fodbold sat gang i et nyt drømmeprojekt: en omfattende renovering af klubbens klublokaler. Et projekt, som klubben siger ikke ville have været muligt uden støtten fra Musik i Lejet: “Børn og unge i foreningen får om 4-5 uger glæde af vores nye, lækre klublokaler. Som vi uden de 350.000 kr. ikke havde haft råd til at renovere, som vi gør nu. Så de 350.000 kr. fra Musik i Lejet betyder alt,” siger Brian Quebec Heller fra Annisse Fodbold.
Sommerens donationen på 750.000 kr. til Vejby-Tisvilde Fodbold, har gjort det muligt for foreningen at reservere midler til udbygning af deres idrætshus, investere i nye fodboldmål, afholde flere fodboldture og forbedre omklædningsrum, samt lette hverdagen efter ekstraordinære udgifter som følge af en brand på deres stadion i 2024.
Det er ikke nogen hemmelighed, at Musik i Lejet var igennem en turbulent periode sidste år. Derfor varsler foreningen allerede nu, at der ikke vil være et overskud fra festivalen til uddeling på baggrund af 2025-afviklingen.