19. juni 2019

Musik i Lejet inviterer til åbning af Tisvildelejes nye cykelsti

Musik i Lejet har finansieret med 100.000 kr. til en total genetablering af cykelstien fra Stejlepladsen langs med parkeringspladsen. I den anledning inviterer Musik i Lejet til en officiel åbning af den splinternye sti, onsdag d. 26. juni, kl. 17 - 19.

Den nye 'Musik i Lejet-sti' snor sig nu flot og naturligt gennem skovkanten bag parkeringspladsen ved Tisvilde Hegn. Det giver mulighed for at transportere sig udenom den store parkeringsplads. Både i de befærdede højtider og i de få dage om året, hvor festivalen foregår. Musik i Lejet-stien er anlagt med stor respekt for naturen, og den velanlagte grussti burde garantere, at tisvildeborgere og gæster kan få glæde af cykelstien i mange år fremover. Den er etableret med plads til både cyklende og gående i begge retninger.

Onsdagens arrangement byder på åbningstale fra Borgmester Anders Gerner Frost, en hilsen fra Musik i Lejets bestyrelsesformand, Peter Maarbjerg, fællestur gennem stien - på cykel eller gåben, det vælger man selv, vådt og tørt til ganen og selvfølgelig en hyggelig sommerstemning med lidt musik og pladser til at slå sig ned på.

Festivalen opfordrer alle til at tage børn, bedsteforældre eller bedste venner med under armen, pakke madpakken og deltage i en hyggelig åbningsfest af Tisvildelejes nye Musik i Lejet-sti.