datostempel datostempel
12. februar 2021

Musik i Lejet - FAQ 2021

Der er mange spørgsmål, der melder sig ift. Musik i Lejet 2021. Derfor har vi lavet en FAQ med svar på de oftest stillede spørgsmål, som forholder sig til sommerens festival 22 - 24. juli.

Er det realistisk at gennemføre sommerens festival?

Ja. Ingen myndigheder har forbudt afholdelse af dette års Musik i Lejet. Derfor arbejder vi hårdt på planlægningen af en fantastisk festival til sommer. Vi følger nøje myndighedernes anbefalinger og råd. Sikkerheden for vores gæster, frivillige og artister har den højeste prioritet.

Kan festivalen afvikles som normalt og hvordan?

Vi ønsker at skabe en udgave af Musik i Lejet, som vi alle kender den, og gerne lidt bedre. Vi arbejder og vil arbejde med nogle bæredygtige løsninger, der kan imødekomme den virkelighed, vi alle står overfor til sommer, som forventeligt er meget anderledes end nu. Præcis, hvad disse løsninger kommer til at indbefatte, kan vi ikke sige meget om. Men vi vil løbende dele initiativer og løsninger, som vi sammen med myndighederne bliver klogere på.

Hvilke forandringer kan jeg forvente for Musik i Lejet 2021?

Vi skal måske vænne os til at være samlet på nye måder. Det betyder, at dette års festival kan være anderledes end de forrige år. Vi har afsat ekstra ressourcer til at tage de nødvendige forbehold, der skal sikre, at de anbefalinger som myndighederne kommer med, vil blive overholdt, så alle kan føle sig sikre og trygge på Musik i Lejet.

Hvordan forholder I jer til myndighedernes anbefalinger?

Vi følger selvfølgelig myndighedernes anbefalinger nøje. Sammen med dem, og vores kollegaer i live-branchen arbejder vi på løsninger, der sikrer at afholdelsen af Musik i Lejet 2021 sker under ansvarlige og sikre forhold, så både gæster, artister og ansatte kan føle sig trygge.

Hvad kan I som arrangør gøre for at forebygge smitte, såfremt Covid-19 fortsat er en del af vores hverdag ved afholdelse af festivalen?

Musik i Lejet har som festivalarrangør ansvaret for at skabe en god og tryg festivaloplevelse for alle besøgende – gæster såvel som frivillige. Vi kan kun følge de anbefalinger, sundhedsmyndighederne har, og samarbejder med alle involverede i at få det til at fungere optimalt.

Vi er meget fortrøstningsfulde ift. Musik i Lejet 2021. Vaccineprogrammet mod Covid-19 er, ifølge sundhedsstyrelsens vaccineprogram, afsluttet næsten en måned før festivalen, og regeringen indfører et vaccine-pas, som vi forventer kan tages i brug i festivalbranchen. Og quick-test er tæt på ligeså pålidelige som PCR-test - og viser resultatet indenfor 15 minutter. Samt et hav af andre løsningsmuligheder, der bidrager til at folk sikkert kan være sammen igen, er pt. under udvikling. Så ja - vi tror på at vi kan afholde en festival, og vi er sikre på, at vi kan skabe de rammer, der er påkrævet for at gøre det forsvarligt.

De bedste festival hilsner

Musik i Lejet