JA til Musik i Lejet - info inden byrådsmøde
Vi håber naturligvis på et rungende JA
Lige nu er fremtiden for Musik i Lejet usikker, da Gribskov Kommunes byråd skal beslutte, om Musik i Lejet skal skrives ind i lokalplanen. Vedtages dette ikke, kan festivalen desværre ikke fortsætte.
Sagens natur er den, at administrationen og embedsværket i kommunen anbefaler, at Musik i Lejet skrives ind i lokalplanen. Ved at inkludere festivalen i lokalplanen, sikrer kommunen en ro i forhold til alle gældende love, procedurer og retningslinjer. Indtil videre har Musik i Lejet ikke været i lokalplanen, men har i samspil med Gribskov Kommune, fået de pågældende tilladelser til afholdelse af festivalen hvert år.
Vil der være et flertal for Musik i Lejet til afstemningen i byrådet, fortsætter Musik i Lejet som vi kender festivalen. Herunder også vores årlige uddeling af overskud til lokale foreninger og initiativer, som er festivalens hovedformål. Er der ikke et flertal for Musik i Lejet i en lokalplan, er det ikke muligt at fortsætte Musik i Lejet, gældende allerede fra 2024. Vi håber naturligvis på et rungende JA, så vi kan fortsætte en festival der runder sit 15. år til sommer.
- Byrådsmødet er offentligt og igangsættes tirsdag d. 5. marts kl.19.00 i byrådssalen, på rådhuset i Helsinge. Byrådssalen åbner for tilhørere kl.18.30.
Se dagsordenen og få yderligere informationer her.