JA TAK til MiL - Sommerens Festival fortsætter
Musik i Lejet kan nu trygt fortsætte sin planlægning og forberedelser af Sommerens Festival med en officiel inddragelse i Gribskov Kommunes lokalplan. Med et stærkt flertal af stemmer for Musik i Lejet, var der ingen tvivl om festivalens fortsættelse på parkeringspladsen i Tisvildeleje.
Andreas Grauengaard, medstifter af Musik i Lejet:
”Vi er selvfølgelig lettede og glade over, at der også politisk er et stort flertal bag vores lokale festival, som vi jo kunne se på de mange glade mennesker der var mødt op i aften for at støtte Musik i Lejet. I aften fejrer vi, og i morgen fortsætter arbejdet med at planlægge sommerens festival i Tisvildeleje. Vi glæder os.”
Til byrådsmødet havde Musik i Lejet en flot forsamling af støtter, der var mødt talstærkt op foran Helsinge Rådhus. Med højt humør og god stemning, blev der serveret grillpølser og jazzet til et medbragt Brassband for de fremmødte MiL-supportere. Forsamlingen talte lokale beboere, foreninger og festivalgæster, som alle bakkede op om at fortsætte Musik i Lejet, som vi kender det.
Sommerens festival i Tisvildeleje, 18.-19.-20. juli 2024