7. februar 2017

Danske og internationale navne på plakaten

Vi kan nu løfte sløret for otte danske og internationale navne, der sammen med Mew, udgør musikprogrammet indtil videre: THE ENTREPRENEURS x ASTRID S (NO) x R.LUM.R (US) x KARL WILLIAM x SUSPEKT x IRAH x LIIMA x FOLKEKLUBBEN

Der garanteres for en hyperaktiv energiudladning i særklasse, når trioen The Entrepreneurs tænder op for deres overvældende lydmur, som de selv så passende beskriver som ‘Noise & Romance’. Følelserne sidder uden på tøjet, og tingene bliver ikke pakket ind. Bandet er dannet ud fra det simple ønske om at skrue op for alle parametre og med simple virkemidler som vildskab og drive, formår de at indprente sig i publikums bevidsthed fra første anslag.

Danske Suspekt har siden 1999 spyttet ondskab ud, du kan opdrage dine børn til. Proletar-trioen fra Albertslund er et storladent brag og i vragstumperne fra de drønende produktioner af alt fra sireneswingende hiphop, stryger kompositioner, trance-elementer til triphop og drum’n’bass, finder man lemlæstede fortællinger om hor, misbrug, flugtplaner, dommedagsprofetier, amatørporno, gamle grise og andre misfostre. Du kan altså se frem til et sent show, der lægger op til en både hæmningsløs og grænsesøgende fest.

Den norske pop-spire, Astrid S, er et brandvarmt navn på de norske hitlister og vandt i 2016 prisen som ’Best Norwegian Act’ til MTV Europe Awards. Med sin r&b- og tropical house-inspirerede produktion nikker hun anerkendende til landsmanden Kygo og til den bløde atmosfære hos London Grammar. Og med sin bundsolide vokal er hun klar til at indtage Danmark til sommer med sin første koncert i landet på Lejet. 

Den amerikanske R.LUM.R er et af de nyeste skud på r&b-stammen og med mere end 9 millioner afspilninger af singlen "Frustrated" på Spotify, er det tydeligt, at han er kommet for at blive. Hans lyd er unik og spændende og vil med garanti forvandle Musik i Lejets festivalgæster om til et drømmende og dansende publikum. 

Karl William har på få år formået at slå benene væk under musikbranchen såvel som anmeldere med sin nytænkende dansksprogede popmusik, der med en hudløs lige-ud-af-posen-attitude og eftertænksomhed formår at belyse livets komplekser. Med en selvsikkerhed, der truer med at kamme over, et mikrofonscepter og et hvidt hiphop-håndklæde som krone, leverer Karl William et rutineret showoff af det festlige potentiale med sange, der ellers overvejende lever på tyngde og dybde.

Siden udgivelsen af IRAHs første single "Into Dimensions" i starten af 2016 og det efterfølgende minialbum af samme navn, har den københavnske trio fået stor opmærksomhed. De tre medlemmer, Matias Wolf, Adi Zukanovićs og Stine Grøn, finder kreativitet i deres spirituelle bevidsthed, hvilket kan mærkes i musikkens evne til at skabe en intens enhed med publikum samt følelsen af at være en del af en større helhed.

Man skal stadig holde både øjne og ører åbne, når Casper, Rasmus og Mads fra den danske indie-eksport, Efterklang, rykker på sig. Sådan er det også med Liima, hvor de tre drenge fra Fyn, sammen med den finske percussionist, Tatu Rönkkö, bevæger sig væk fra den alternative popverden og ud i lydeksperimenter med outrerede synths, hvirvelende perkussion og knasende lyde. Altsammen noget du kan glæde dig til, når bandet lægger vejen forbi Lejet til sommer. 

Danmarks mest turnerende trio, Kjartan Arngrim, Rasmus Jusjong & Rasmus Dal, bedre kendt som Folkeklubben, har på mindre end 5 år spillet mere end 500 koncerter i landet. Det er pop til den tænkende hjerne og det bankende hjerte. Det er musik og tekst, der tager stilling til den verden, som vers og omkvæd skal genlyde i. Folkeklubben deler ud af skarpe betragtninger og samfundslussinger under mottoet ’uden galskab, ingen lidenskab’.

Vi glæder os allerede!