Frivilligtilmeldingen åbner d. 1. december!
Som frivillig bliver du en værdifuld del af fællesskabet – uanset om du er helt ny eller har været med før, er der masser at lære og bidrage med. Du får ikke kun praktisk erfaring, men også oplevelser og fællesskab, der varer ved, når vi sammen skaber magien på Musik i Lejet.
Læs vores bedste tips til at tilmelde dig som frivillig.
1. Brug tid på din tilmelding
Sænk skuldrene, træk vejret, og brug tid på at udfylde din tilmelding, som viser, hvem du er, og hvad du er god til. Det er vigtigt, at du er grundig i din ansøgning, så vi har de bedste forudsætninger for at finde den rigtige plads til dig. Husk kun at bruge frivilligportalen til din tilmelding. Vi modtager kun ansøgninger til at være helårsfrivillig på mail.
2. Hav is i maven
Du har ikke travlt! Der kan godt være meget tryk på hjemmesiden, når du tilmelder dig. Skulle siden gå i stå, så bare vent lidt og prøv igen senere - du misser ikke din mulighed for at blive frivillig.
3. Der er ikke først til mølle
Du kan tilmelde dig som frivillig helt ind til festivalens start, og vi kigger alle jeres tilmeldinger igennem. Der er lige vilkår for alle uanset om du tilmelder dig på dagen, eller om en måned! Skulle du have glemt noget i din tilmelding, kan du altid rette den til, ved at logge ind på frivilligportalen.
4. Hvornår får jeg svar?
Når du har tilmeldt dig, kommer du på vores venteliste. Vi læser løbende jeres ansøgninger igennem, og begynder at tage fra ventelisten fra d. 1. februar 2026. Så du hører ikke noget fra os inden da. Vi forventer at have fyldt pladserne, på de forskellige hold, d. 1. april 2026.
5. Kan jeg blive frivillig med mine venner?
Hvis I er flere, der gerne vil have vagter sammen, så udfyld feltet ‘gruppenavn’, når I tilmelder jer hver især. Det er vigtigt at i skriver PRÆCIS det samme i dette felt allesammen. Vi kan desværre ikke garantere, at I får vagter sammen, men vi gør altid vores bedste.
Læs meget mere om at være frivillig her.
Vi glæder os til at læse din ansøgning!