13. oktober 2020

De første bookinger til Musik i Lejet 2021

Nu kigger vi for alvor frem mod sommeren 2021 med offentliggørelsen af fire stærke danske navne: TESSA x CALBY x BENJAMIN HAV x LORD SIVA.

De første bookinger til Musik i Lejet 2021 er et udtryk for et bevidst valg om at dedikere musikprogrammet til danske artister.

"Vi er alle sammen i samme båd: Alle savner at samles om kulturen. Alle danske festivaler har været aflyst, og danske artister har ikke været ude at give reelle koncerter i meget lang tid nu. Derfor har det været naturligt for os at være solidariske med de danske musikere. Vi hylder den danske musik, der mere end nogensinde har brug for scener til at nå deres publikum", fortæller Peter Maarbjerg, Formand for Musik i Lejet.

Selvom Covid-19 stadig har et fast greb om Danmark og begrænser større forsamlinger, holder det os ikke tilbage for at planlægge en festival til sommer. Vi går ind i forberedelserne af Musik i Lejet med åbne øjne og stor opmærksomhed på hvilke retningslinjer, der kommer fra regeringen. Med omkring ni måneder til festivalen forventer vi, at det er muligt at afholde begivenheder med større forsamlinger til den tid.

Der ligger en masse erfaring og planlægning i at håndtere større menneskemængder sikkert. Den rejse og vidensdeling er vi med på. Det vigtige for os er, at vi nu forbereder os bedst muligt på at afholde Musik i Lejet i 2021, der selvfølgelig overholder de på den tid gældende retningslinjer.

Læs meget mere om dagens offentliggørelse her.

FAKTA OM MUSIK I LEJET 2021

  • Musik i Lejet løber af stablen d. 22. - 24 juli, 2021.
  • Allerede i 2019 var festivalen udsolgt, fordi billetterne for 2020-salget blev videreført til 2021.
  • +65 årige kan fortsat købe både endagsbilletter til torsdag, fredag eller lørdag og partoutbilletter gældende til festivalens tre dage.
  • Børn op til 12 år har gratis festivaladgang, ledsaget af en forældre/værge med gyldigt festivalarmbånd.
  • I forbindelse med aflysningen af Musik i Lejet 2020 returnerede under 2% af festivalgæsterne deres festivalbilletter.
  • Ligeledes viser det sig allerede nu, at langt de fleste frivillige fra 2020 vælger at beholde deres frivilligplads til næste år. Deadline for afmelding løber frem til d. 1. november.
  • Information om frivilligansøgningen og lokaltilmeldingen meldes ud i starten af 2021.