Nu er line-uppet fordelt på dage!
Hvornår skal du høre Thomas Helmig, Ganger og Fabräk? Nu kan Musik i Lejet løfte sløret for, hvornår dit yndlingsband spiller.
Det hele går løs onsdag, når Tisvilde Jazz Club og Musik i Lejet sætter gang i sommerens festival med Onsdagsjazz, hvor du blandt andet kan høre Bentzon Brothers og Tuff Talk. Helt gratis.
Torsdagens program byder på hitmagerne Phlake, den unge rapper USSEL og den parisiske duo The Blaze.
Om fredagen kan du glæde dig til at synge med, når popidolet Christopher går på scenen med sin evige charme og utrolige vokal. Samme dag indtager Thomas Helmig festivalen med kæmpehits såsom "Stupid Man" og "Malaga".
Lørdagen rundes af med et festfyrværkeri af musikoplevelser. Du kan høre sjælfuld popmusik af Alex Vagas, skråle med på Anne Linnets crowdpleaser "Den jeg elsker, elsker jeg" og danse med, når energiske Thor Farlov går på scenen.
Du finder hele line-uppet fordelt på dage under "program".
Tidspunkter og scener kommer snarest.