URO
Fremadstormende Jeppe Kronback, der går under kunstnernavnet URO, er en ung, selvgjort sangskriver, rapper og producer fra de Københavnske forstæder.
Med sin karakteristiske vokal, sit ærlige udtryk og evnen til at forene sårbarhed, håb og tro, har URO på få år cementeret sig som en af dansk popmusiks mest vedkommende stemmer. Siden debutalbummet Allerhelst Vil Vi Elskes ramte landet i 2024, har URO skabt et musikalsk univers, der taler direkte til mennesket bag facaden–med sange om kærlighed, venskab og alt det, vi mærker, men sjældent får sagt højt. Albummet gik guld, og både publikum og anmeldere tog imod det med åbne arme. 2024 blev året, hvor URO for alvor blev hele Danmarks nye stjerneskud: udsolgte koncerter i Store Vega og en euforisk koncert på Roskilde Festival, to #1-hits på hitlisterne med “Godthåbsvej” og “Tænker Ik’ På Andre” (feat. Suspekt), samt hyldestsangen “Min Bror”, der forenede fans i et fællesskab om venskab og nærvær. UROs koncerter er noget helt særligt–øjeblikke, hvor publikum ikke bare lytter, men deltager. Hver optræden er et fællesskab i øjenhøjde, båret af intensitet, ærlighed og nærvær. Han har allerede fyldt K.B. Hallen og DR Koncerthuset, og i sommeren 2026 kan publikum igen opleve magien, når han indtager Musik i Lejet.