Augustine (SE)
Med sine bare 23 år opblomstrede den ambitiøse sanger, sangskriver og producer Fredrik Gustafsson på den nordiske musikscene under kunstnernavnet Augustine. På grænsen mellem lo-fi soveværelsespop og produktioner af internationale kaliber har sangerens svimlende høje falset og særlige øre for catchy melodier givet et frisk indie-pust til det anerkendte popmarked i Sverige. Augustine åbnede op for sine følsomme kærlighedshistorier på debutsinglen “Luzon” tilbage i februar 2019, og allerede fra første radioplay charmerede han popelskerne i hjemlandet og blev en af de mest spillede kunstnere på P3 i Sverige sidste år. Udover de hurtigt stigende streamingtal fik musikeren endnu et solidt skulderklap, da han efter udgivelsen af sin debut-EP Wishful Thinking i juni måned, blev nomineret som Årets Pop til P3 Guld. Selvom han ikke kunne hive et trofæ med hjem, startede kunstneren derimod 2020 godt ud som vinderen af Årets Pop Artist til Manifest Galan (Swedish Independent Music Awards).