15. juli 2020

De første dage med Radio Lejet

Efter to dages sending på radiosignalet FM 99,0 og online har vi været igennem mange gode oplevelser på Birkepladsen i Tisvildeleje. Læs med her.

Vores mange værter har rapporteret om stort og småt i lokalområdet, og vi har lyttere, der stiller ind lige fra Horsens til København til Lejet.

UNG SATIRE, DER OVERRASKER

En særlig stor overraskelse i vores programflade har været ‘Tisseren’ med Hannah, Sixten og Coco. De tre unge har leveret stærk satire i øjenhøjde. Med store armbevægelser og hårde vendinger går de lige til grænsen... og lidt over. Hvis man af den ene eller anden grund falder lidt hen undervejs i programmet, går der ikke længe, før et kraftigt beat får alle til at springe op af stolene igen. Hør med hver dag kl. 15, når det går løs i ‘Tisseren’.

GÆSTER I STUDIET

I løbet af dagene har flere gæster slået et smut forbi pladsen. Til aftenprogrammet ‘Sommerfavoritter’ har både Benjamin Hav, Emil Lange og Bisse givet deres bedste bud på den perfekte sommerplayliste. Derudover gav Bisse en ekstra oplevelse til lytterne, da han spillede radiopremiere på “Alle har brug for kærlighed” - hans nye nummer, som udkommer inden længe.

Under ‘Drinkstid’ med Martin Kongstad ankom Malene Malling, tidligere chefredaktør på modemagasinet Cover, og i “MiL-hjørnet” med bestyrelsen i mandags havde Musik i Lejets bestyrelse bedt Kim Bildsøe om at komme sine mest kritiske spørgsmål til dem.

Vi har derfor budt mange personligheder velkommen og fortsætter i samme stil resten af ugen.

LIVE MUSIK I TISVILDELEJE-HAVER

Noget af det, vi savner mest ved at afholde Musik i Lejet, er selvfølgelig live musikken fra scenerne. Derfor har vi programmet ‘Havekoncert’, hvor Elias Boussnina og Nicklas Sahl har givet live koncerter i en lokal have i Tisvildeleje. De næste par dage får vi besøg af Dopha, Alex Vargas, Calby og Aura kl. 18.

ET KLAP PÅ SKULDEREN TIL DE FRIVILLIGE

Vi sluttede den første del af Radio Lejet af i går aftes med en symbolsk tak til alle de helårsfrivillige i ‘MiL-hjørnet’ med Søens Folk. Asger Wulff Larsen, holdleder på Stærke Hænder, fik tatoveret de famøse MiL-bølger på benet. Under høj latter fra de to medværter og helårsfrivillige, Frederik Lind og Alexander Kreativ, læste Asger en takketale op i radioen til alle frivillige på Musik i Lejet, imens han prøvede at glemme den konstante, summende smerte fra tatoveringen.

LYT MED RESTEN AF UGEN

Vi skylder at komme med en helt klar opdatering om sælungen på stranden ved Kaprifolievej: Mor-sæl har hentet sin unge, og den er nu tilbage i sine trygge bølger.

Vi glæder os til, at du lytter med resten af ugen på Radio Lejet, FM 99,0 i lokalområdet eller online på vores hjemmeside: www.musikilejet.dk/radio-lejet og app'en:

Google Play

App Store