DE STIVE SØMÆND M. ØSTKYST HUSTLERS
“Alle sømænd er glade for piger, men min skat, du kan stole på mig, for det er fuldstændig sandt, hvad jeg siger: At mit hjerte kun banker for dig…” . Tag dine venner under armen og slå jer løs med De Stive Sømænd til gode, gamle sømandssange. De Stive sømænd er Fiskerbarens helt eget husband, og de trækker endnu engang i de stribede t-shirts og sørger for høj bølgegang i teltet.
Når først de stive sømænd har spillet teltet varmt, indtager en hel særlig gæst scenen: Østkyst Hustlers!
De har siden 1995 haft en unik plads på den danske rapscene og er til dato Danmarks ældste rapband med hele seks Danish Music Awards priser på CV’et. I midten af 90’erne teamede Nikolaj Peyk, som var den kreative drivkraft i MC Einar, op med Bossy Bo fra det det tidligere Flopstarz og den legendariske freestyle-rapper Jazzy H for at lave en rapføljeton til DRs Børneradio. Østkyst Hustlers står bag legendariske hits som ”Han får for lidt”, ”Håbløs og ”Hustlerstil”.
Det bliver både hårdt, hot og hidsigt, når De Stive Sømænd og Østkyst Hustlers forener fuld sømandsretorik med freestyle-rap og funky hiphop!
Inden koncerten slutter, banker endnu en gæst på døren til Fiskerbaren. Læs mere om det HER.
