datostempel datostempel

Calby

Bag kunstnernavnet Calby, der i øvrigt er en sammentrækning af Copenhagen og Valby, står sanger, sangskriver og producer, Mik Thybo. Hans sange og univers bevæger sig i krydsfeltet mellem soul, pop og indie rock og besidder en tidløshed, som gør det svært at definere, om musikken er skabt i dag eller i en anden tidsalder. Der er fokus på det gode håndværk, live instrumenter og den stærke sang. 


Calby arbejder udfra dogmet om, at hvis ikke en sang lyder godt med kun tre instrumenter, skal den skrottes. Calby skriver sine sange selv og co-producerer størstedelen af numrene i samarbejde med Magnus Larsson, bedre kendt som bassist i Lukas Graham. Hans første single, The Everyday Bit, blev Ugen Uundgåelige på P3 og peakede som nummer 8 på Airplay Charten, kun ved hjælp af P3 og P4 support. 


Calby indspiller al sin musik på gamle spolebåndoptagere og rørmikrofoner for at fange den helt rigtige lyd og stemning. Alt i Calbys musikalske univers er overvejet, intet er overladt til tilfældigheder. Alligevel emmer sangene af overskud og lethed. Under Radio Lejet optrådte han til fredagens Havekoncert i en af Tisvildelejes grønne haver, og på Musik i Lejet kan alle få lov at opleve ham helt tæt på.