Musik i Lejet søger frivillige stagehands

Har du mod på fysisk arbejde, og vil du med bag kulisserne (bogstaveligt talt), når musikken spiller på Musik i Lejet? Så er rollen som stagehand helt sikkert noget for dig.

Dit ansvar er:

  • Opstilling og nedtagning af gear i den udstrækning, der er behov for det, og når kunstnernes crews har brug for hjælp.
  • Hjælpe med podieklargøring, kabeloprulning, monitoropstilling og alt andet forefaldende lydrelateret arbejde samt scenografiopstilling.
  • Evt. hjælpe lysteknikerne, hvis der er behov for det.
  • Generel oprydning på scene og bagscene.

Hvad kan du glæde dig til?

  • Et fantastisk indblik i Musik i Lejet & festivalbranchen
  • Store koncertoplevelser helt tæt på
  • Masser af frivilliggoder: Frivilligarmbånd, 10 blød-bar-billetter, MiL-drikkedunk, teltplads på Ren & Rolig campen og meget mere..
  • At få erfaring med sceneproduktion
  • At blive en del af et unikt fællesskab, der brænder for at skabe koncertoplevelser og Musik i lejet
  • Dejlig mad fra vores fantastiske frivilligkøkken
  • En førsteklasses udsigt, der ikke fås andre steder end i Tisvildeleje

Uddybende beskrivelse af rollen som stagehand:

Som en del af stagehands-teamet på Musik i Lejet er du med til at varetage load-in og load-out af udstyr på scenen - fra lastbilerne og til scenegulv og tilbage igen. Du udfører arbejdet under ledelse af scenens stagemanager. Som stagehands-frivillig hører under Sceneproduktion, hvor du er tilknyttet et hold med en ansvarshavende holdleder.

Arbejdet indebærer hårdt fysisk arbejde, og det er derfor vigtigt, at du kan tage fra. Du må gerne have erfaring fra lignende arbejde – f.eks. på spillesteder eller andre festivaler, men det er ikke et krav. Du skal være fyldt 18 år og kunne tale dansk, norsk, svensk eller engelsk og i alle tilfælde forstå engelsk.

Som stagehand har du som udgangspunkt har to vagter på i alt ca. 24 timer under festivalen (18. juli – 21. juli). Mødetiderne bliver lagt, så de så vidt muligt matcher tidspunkter med spidsbelastninger på scenen, og man kan som stagehand forvente ’skæve arbejdstider’, dvs. arbejde tidlig morgen og om natten. Som stagehand skal du gerne være yderst fleksibel, da det skal gå rigtig stærkt i perioder, mens der på andre tidspunkter er længere pauser.

Lyder det som noget for dig, skriv hurtigst muligt til sceneproduktion@musikilejet.dk. Vi glæder os til at høre fra dig!

Tilmeld nyhedsbrev
18. - 19. - 20. juli 2019