28. maj 2020

Musik i Lejet melder udsolgt til 2021

På under en time kunne Musik i Lejet melde udsolgt på alle partout- og dagsbilletter til 2021. De få refunderede festivalbilletter blev revet væk via et ventelistesalg, hvor over 5.000 interesserede billetkøbere havde skrevet sig op.

Da klokken slog 12.00 i dag blev venteliste-billetsalget sat i gang, og her sad flere tusinde klar ved computeren for at få fat i en eftertragtet billet til Tisvildelejes festival i strandkanten. Næste års Musik i Lejet er den 12. i rækken og løber af stablen d. 22.-24. juli 2021 i Tisvildeleje.

Ligesom alle andre sommerfestivaler måtte Musik i Lejet aflyse 2020-udgaven, der lå i højsommeren d. 16.-18. juli. Den populære festival havde ellers udsolgt på få minutter, da billetterne blev sat i salg helt tilbage i december. Alligevel valgte over 98% af festivalgæsterne i sidste uge at konvertere sin billet til 2021.

Programmet for næste år er endnu ikke offentliggjort, men Musik i Lejet offentliggør løbende musiknavne og andre sommerlige oplevelser.

+65 årige kan fortsat købe enten partout- eller endagsbilletter fra i morgen, og børn under 13 år kommer gratis ind på festivalen ledsaget af en forælder/værge med gyldigt festivalarmbånd. Ydermere er camping på Musik i Lejets egen Ren & Rolig camp samt Sommerfrokost- og middag fortsat i salg fra i morgen.

Hvis du ønsker at købe en festivalbillet fra en privatperson, kan du sikkert og nemt foretage købet gennem Ticketmasters Fan Guarantee. Det kan du læse meget mere om her. Du kan KUN garantere billettens gyldighed ved at benytte deres overdragelsessystem.