//

Kiss Me Scarlett
– ren sommerenergi

Kiss Me Scarlett spiller lige-ud-ad-landevejen, glad-i-låget sommerrock – med tydelig inspiration fra 1960’ernes britiske blomsterbørn. Missionen er klar: At sprede kærlighed og fest til hele folket.

Det seks mand store københavnerorkester betegner sig selv som "et modstykke til den polerede electropop og et frisk pust på den ellers så indadvendte danske indie-musikscene". Her er energi og livsglæde for alle pengene. Også live, hvilket har gjort bandet til et sikkert kort, når der skal spilles op til fest i den københavnske undergrund. Sidste år optrådte de på både Spot og Skanderborg Festival.

I år er det Lejets tur til at lægge scene til Kiss Me Scarletts sprudlende liveshow. ”It’s summertime” hedder gruppens første single – og det er det i dén grad!